To tredjedele af danskerne vil have lempet finansloven

To ud af tre danskere ønsker, at der investeres flere penge i samfundet, når finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag præsenterer regeringens udspil til den kommende års finanslov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser en meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Danskerne tilslutter sig dermed blandt andet de økonomiske Vismænd og Arbejdernes Erhvervsråd, der begge har sagt, at regeringen godt kan bruge flere penge i kampen for at skabe job og vækst i det offentlige.

Samlet svarer 67,3 procent af de adspurgte ja til, at "tiden er inde til at lempe finanspolitikken og bruge flere penge for at skabe nye job."

Kun lige godt hver femte - eller 21,7 procent - mener ikke, at tiden er inde. Lidt over hver tiende svarer "ved ikke."

I samme rundspørge svarer 58,7 procent af danskerne, at de tror, at "Danmark endegyldigt er på vej ud af den økonomiske krise."

Kun 31,3 procent svarer nej, mens præcis 10 procent svarer "ved ikke."

Foreløbig er det meldt ud, at der tilføres knap 1 milliard kroner til de videregående uddannelser, mens 800 millioner kroner vil gå til "mere natur i Danmark."

Onsdag den 21. august sagde finansminister Bjarne Corydon til Ritzau, at regeringen løbende kigger på muligheder for at lempe mest muligt.

- Den formel, vi fører den økonomiske politik efter, ligger fuldstændig klart fastlagt. Den går ud på, at vi gerne lemper eller investerer så meget som muligt i at skubbe gang i et opsving, som vi kan, sagde Bjarne Corydon.

Samtidig henviste finansministeren dog til de tre rammeforhold - herunder EU's henstilling og finanspagt samt budgetloven - der udgør det finanspolitiske råderum for Danmark.

Voxmeter-undersøgelsen er baseret på telefoninterview mellem den 17. og den 24. august med 1000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

/ritzau/