Topfolk forlader Fokus

Flere fremtrædende medlemmer af Fokus forlader det nystiftede parti. Det sker i protest mod, at Fokus har besluttet at pege på Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som dets kommende statsministerkandidat.

I alt har fire medlemmer foreløbig meldt sig ud af partiet, hvoraf den mest prominente er Mirja Holm. Stifteren og formanden for dyreværnsorganisationen Oasa var således ikke blot folketingskandidat. Mirja Holm var tiltænkt rollen som næstformand, når - eller hvis - Fokus kom i Folketinget.

- Det er op til Christian (partiets stifter og formand Christian H. Hansen, red.) at bestemme de store politiske linjer - og så må man indordne sig eller ej. Jeg må bare sige, at det ikke er mig. Jeg kan ikke stå inde for partiet, når man skifter kurs så radikalt, siger Mirja Holm.

En anden som har meldt sig ud af Fokus er Christian H. Hansens tidligere kæreste Beatrice Schwarz, som var storkredsformand i København og som i sin tid fandt på navnet Fokus.

Ifølge Christian H. Hansen har beslutningen om at pege på Helle Thorning-Schmidt dog også resulteret i 10 nye medlemmer af Fokus.

En beslutning som blev taget blandt Fokus' daværende i alt seks folketingskandidater med stemmerne fem mod én. Kun Mirja Holm stemte imod.

- Jeg er glad for, at fårene er blevet skilt fra bukkene. Uanset om det var blevet Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, så ville nogen være faldet fra og andre kommet til. Sådan vil det altid være. Og sådan ville det have været, uanset hvilken beslutning vi havde truffet, siger Christian H. Hansen.

Fokus har i dag 550 medlemmer og er i et kaplød med tiden for at få indsamlet de 20.000 vælgerklæringer som sikrer partiet en plads på stemmesedlen ved det næste folketingsvalg.

/ritzau/

Partiet Fokus' beslutning om at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister får nu flere medlemmer til at forladet partiet.

Offentliggjort Sidst opdateret