Topministre forsvarer professor efter omstridt kommentar fra landmand

Svineproducent Holger Iversen fra Als gjorde sig onsdag bemærket på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling i Horsens, da han indledte sit spørgsmål med en galge-kommentar til professor Michael Svarer, der har vakt stor opsigt. Foto: Morten Pape/Ritzau Scanpix

Topministre kritiserer retorik fra landmænd på generalforsamling. En galge-kommentar om formand for ekspertgruppe var "selvfølgelig en joke", siger landmand.

Offentliggjort

Det verbale slagsmål om en CO2-afgift på landbruget er i fuld gang.

Det mærkede professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet onsdag, da han var inviteret til at holde oplæg ved interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.

- Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024, lød en kommentar fra landmand Holger Iversen fra Als til Michael Svarer ifølge Berlingske.

Galge-kommentaren og den generelle modtagelse af professoren hos Bæredygtigt Landbrug er heller ikke gået ubemærket hen på Christiansborg.

Flere folketingsmedlemmer og topministre har taget afstand til retorikken.

- Det er overhovedet ikke i orden, skrev økonomiminister og Venstre-næstformand Stephanie Lose på det sociale medie X fredag.

Hun tog videre "klart afstand fra den behandling, Svarer fik".

- Ordlyden i kommentarer, der faldt til Michael Svarer hos Bæredygtigt Landbrug, var helt uacceptable, lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S) på samme medie.

Holger Iversen siger lørdag til Ritzau, at kommentaren "selvfølgelig er sagt som en joke".

Men han fortryder ikke kommentaren, som hans formand tager afstand fra.

- Det er jo ikke noget med, at jeg vil hænge ham overhovedet. Jeg siger bare, hvad der ville være sket, hvis det var for 200 år siden. Han (Michael Svarer, red.) ville ikke kunne komme af sted med sådan noget her, siger Holger Iversen.

Efterfølgende konstaterede Michael Svarer til DR, at det var "lidt usædvanligt at få deciderede personangreb, når man er inviteret ned for at holde oplæg".

Holger Iversen mener dog, at Michael Svarer "godt er klar over", at landmandens kommentar var en joke.

- Jeg må så indrømme, at joken har gjort, at vi har fået noget opmærksomhed. Det må man sige. Men lidt ærgerligt, fordi det så måske flytter fokus, siger Holger Iversen.

Professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet var inviteret som gæst til Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling, hvor han holdt et oplæg om de forslag til en CO2-afgift på landbruget, som en ekspertgruppe, han er formand for, har udarbejdet. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Michael Svarer er helt central i spørgsmålet om, hvordan en CO2-afgift på landbruget skal se ud.

Han er nemlig formand for den ekspertgruppe, som efter flere års arbejde for nylig præsenterede tre forslag til en CO2-afgift på landbruget.

Og Holger Iversen er kritisk over for de modeller, som ekspertgruppen har præsenteret.

- Han kommer med en rapport, hvor tingene er så usikkert, at det kan være 100 procent forkert. Det er jo rystende, at det ligesom står lidt alene. Som om det er den eksakte viden. Og det er det jo ikke.

Videre lyder det fra Holger Iversen, at landbruget ser ud til at "blive reguleret på ufagligt niveau".

- Det er ikke retfærdigt. Selvfølgelig skal vi da bidrage, men det gør vi. Vi bidrager rigtig meget.

Landmanden har dog "forholdsvis stor tillid til, at politikerne ikke er så tossede".

Ifølge Holger Iversen vil hans eget landbrug ikke kunne overleve ved to ud af tre af ekspertgruppens modeller.

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at Bæredygtigt Landbrug "tager 100 procent afstand fra nogle af de udtalelser, der faldt i debatten forleden".

- Både før, under og efter generalforsamlingen har vi fra Bæredygtigt Landbrug været i respektfuld dialog med Michael Svarer, som er en både uhyre venlig, kompetent og sympatisk mand, siger Peter Kiær.

Han mener, at "et par menige medlemmer udtrykte sig fuldstændig skævt og brugte ord, som ikke har nogen som helst dækning i foreningen".

Videre lyder det, at Bæredygtigt Landbrug ser en CO2-afgift som "usaglig, skadelig og unødvendig", men at organisationen vil kæmpe imod den "ordentlig og sagligt".

/ritzau/

Hvem er Bæredygtigt Landbrug?

* Foreningen bag interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug blev stiftet i 2010. Organisationen repræsenterer "konventionelle og økologiske landmænd".

* Bæredygtigt Landbrug blev stiftet med det mål at få afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst, sikre landbruget mod nye indgreb og få afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervets økonomi i forhold til konkurrenterne i EU, skriver organisationen selv.

* Ifølge Effektivt Landbrug havde Bæredygtigt Landbrug 3000 medlemmer i 2021.

* Peter Kiær blev formand for Bæredygtigt Landbrug i 2021. Han afløste Flemming Fuglede Jørgensen, der havde siddet ti år på posten.

* Bæredygtigt Landbrug skal ikke forveksles med Landbrug & Fødevarer, der er den største organisation på landbrugsområdet.

Kilder: Bæredygtigt Landbrug, Effektivt Landbrug og Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu