Danske toppolitikere blotter åbne flanker for nærgående personsager om privatliv og privatøkonomi, der kan spolere deres politiske karrierer og ministerdrømme.
Derfor bør folkevalgte få kulegravet privatsfæren af professionelle folk, som kan demontere sprængfarlige bomber, før de eksploderer i medierne som forsidebaskere.
Sådan lyder budskabet fra flere politiske kommentatorer, skriver Ugebrevet A4 tirsdag.
- Danske politikere bliver nødt til at gardere sig langt bedre end i dag, mener Rasmus Jønsson, der arbejdede for Ny Alliance i sin tid.
- Hvis de vil noget i toppen af politik, bliver de nødt til at have revisorer, advokater og kommunikationsfolk til at gennemtrawle hele privatlivet. Både de økonomiske og etiske ting, tilføjer han.
Politikerne bør opruste på krisekommunikationen og udtænke krisescenarier, ligesom man gør i erhvervslivet, lyder det.
- Det er ikke nok, at man tager sagerne, når de opstår tilfældigt. Det kan afgøre, hvem der sidder i statsministeriet, lyder det fra Rasmus Jønsson, som kalder sager om "privatøkonomi og livsstil" for "politisk livsfarlige".
Også Niels Krause-Kjær, politisk kommentator og tidligere pressechef for de konservative, mener, at danske politikere bør stramme sig mere an.
- Vi behøver ikke den store pakke som i USA, men det ville afgjort være meget fornuftigt, at toppolitikerne gjorde mere end i dag, hvor indtrykket er, at man overhovedet ikke gør noget som helst, siger han.
Politikere på tværs af det politiske spektrum afviser idéen om at gennemgå privatøkonomien.
Venstre kalder det en "dårlig glidebane", De Konservative "vil være ked af amerikanske tilstande herhjemme" og Socialdemokraterne har heller ikke meget fidus til forslaget, skriver Ugebrevet A4.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker