Regeringen må fejre jul med den værst tænkelige julegave fra vælgerne. Folketingets blå blok står til tørre vælgertæsk, hvis der var folketingsvalg i dag, viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.
Samtidig kan rød blok danse rundt om juletræet til tonerne af den bedste tilslutning i mange år. Var der valg nu, ville Helle Thorning-Schmidts koalition få 96 mandater i Folketinget mod kun 79 mandater til Lars Løkke Rasmussen og hans støtter.
For begge regeringspartier tegner der sig noget, der ligner et katastrofevalg.
Venstre mister omkring en tredjedel af vælgerne i forhold til folketingsvalget i 2007. Dengang stemte 26,3 procent af vælgerne på partiet. Men kun 18,6 procent vil gøre det samme i dag.
For De Konservative viser målingen et historisk lavpunkt og det laveste mandattal siden grundlovsændringen i 1953. Målingens vælgeropbakning på 5,2 procent ville kun sikre partiet ni pladser i Folketinget. Det er en halvering af de 18 mandater, som De Konservative fik ved seneste folketingsvalg.
Både Socialdemokraterne og SF går lidt tilbage fra en måling sidste måned. Men begge partier ligger med henholdsvis 28,3 og 15,4 procent sikkert over resultatet fra seneste folketingsvalg.
Meningsmålingen klare vindere er Liberal Alliance, De Radikale og Enhedslisten.
Liberal Alliance fik ved sidste valg kun fik 2,8 procent men kan nu lune sig med 7,1 procent af vælgerskaren.
De Radikale får en opbakning på 6,6 procent mod 5,1 procent for tre år siden. Og Enhedslisten har med 4,2 procent næsten fordoblet sit vælgertække siden valget. /ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde