Trængte kommuner må sætte skatten op

Til næste år får nogle af de mest trængte kommuner lov til at hæve skatten med i alt 300 millioner kroner. Det er KL og regeringen blevet enige om som del af kommuneaftalen.

Skattestigningen skal hjælpe de mest pressede kommunerne til fortsat at kunne håndtere udgifterne til blandt andet, ældre og folkeskolerne.

Beløbet er dog forsvindende lille i forhold til kommunernes serviceudgifter, der næste år vil ligge på omkring 230 milliarder kroner.

Dermed er der lagt op til et slagsmål mellem kommunerne om, hvem der skal have lov til at hæve skatterne, når næste års budgetter skal lægges i efteråret.

Det vil friste nogle borgmestre til at sætte skatten op, selvom de ikke har fået lov, frygter den borgerlige tænketank Cepos.

- Hvis regeringen allerede nu giver sig på skatteområdet, så kan det give blod på tanden for kommunerne til at aftale yderligere skattestigninger. Når regeringen først har givet sig én gang, så kan det vel også ske anden gang, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos i en pressemeddelelse.

Fire ud af fem af landets borgmestre har dog ikke planer om at sætte skatten op, viser en rundspørge, som Ritzau foretog i sidste uge. Langt størstedelen angiver som årsag, at de ikke ønsker, at skattetrykket stiger, og at det ikke er muligt på grund af det kommunale skattestop.

Regeringen vil sikre, at skattestoppet overholdes ved at sætte statsskatten ned. Men dermed laver regeringen en skæv omfordeling af skattebyrden, mener kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Det vil sige, at når skatten til staten nedsættes næste gang, så er borgerne i de trængte kommuner med til at betale for, at borgerne i de mere velstillede kommuner kan få skattelettelser, siger Roger Buch.

Om kort tid vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet melde ud, hvilke kriterier kommunerne skal opfylde for at få lov til at sætte skatten op.

/ritzau/

Økonomisk trængte kommuner må næste år hæve skatten med 300 millioner. Det er en glidebane, der vil få kommunerne til at kæmpe om at hæve skatten, siger Cepos.

Offentliggjort Sidst opdateret