Transportminister angriber betalingsring

En betalingsring for privatbilisme omkring København vil medføre et yderligere pres på en i forvejen presset kollektiv trafik. Det siger transportministeren efter, at oppositionen har sat pris på, hvad det vil koste at krydse betalingsbomme ind til hovedstaden.

- Forslaget er helt galt, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V).

- Ifølge forslaget agter man de første otte-ni år at kræve færre penge ind, end man vil bruge. Det vil betyde et underskud og efterlade et hul, siger Hans Christian Schmidt.

Det er en markant svaghed i SF's udspil, at det ikke nævner investeringer i nye tog og busser, tilføjer transportministeren.

- Ifølge deres plan vil folk især i myldretiden gerne bruge kollektiv transport. Mener man dermed, at der så skal presses endnu flere mennesker ind i i forvejen overfyldte tog og busser, spørger Hans Christian Schmidt.

- Alternativet er at købe nye tog og busser, men det nævner planen intet om, siger han.

- Hvis SF har en løsning på dét problem, hører jeg som transportminister gerne om det, siger Hans Christian Schmidt.

- Jeg har talt med mange pendlere, som klager over, at de ikke bare må stå op, men stå op på en dårlig måde, siger han.

Ifølge SF's beregninger vil en familie i Roskilde spare 10.000 kroner om året ved at skifte til kollektiv trafik med en betalingsring, men den køber transportministeren altså ikke.

/ritzau/

Betaling for at køre til København betyder yderligere pres på den kollektive trafik, siger transportminister.

Offentliggjort Sidst opdateret