Transportminister giver partier tænkepause

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har fået en tænkepause i forhold til at renovere Stormstrømsbroen for knap fire milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Pengene skal tages fra infrastrukturfonden, som består af overskuddet fra tidligere store offentlige anlægsprojekter.

Det siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S), efter at forhandlingerne brød sammen torsdag aften.

- Jeg har bedt partierne tage en tænkepause. Oppositionen har fået den idé, at de tror nok, at Femern-forbindelsen bliver så billig, at den kan finansiere den nye Storstrømsbro. Det ved ingen på nuværende tidspunkt, siger Henrik Dam Kristensen.

- Ingen aner, hvad Femernforbindelsen kommer til at koste. Vi kender ikke anlægsloven endnu. Det svarer til, at en familie vil have et nyt køkken, ikke har råd, men tror at den får en lønstigning på 20 procent hvert år de næste fem år, siger han.

Regeringen bruger rigtige penge fra infrastrukturfonden, som "man også kan betale med hos købmanden", siger transportministeren, som håber, at oppositionspartierne vender tilbage til forhandlingsbordet.

- Storstrømsbroen er meget vigtig. Den er vigtig for Femern-projektet, som ikke bare er vigtig for Sjælland og Lolland. Den er vigtig for Danmark og Tyskland, Skandinavien og Europa, siger Henrik Dam Kristensen.

Det haster for partierne at finde sammen, hvis Storstrømsbroen skal renoveres og være klar sammen med Femern-forbindelsen, mener transportministeren.

- Det vil se mere end mærkeligt ud, hvis man bygger Femern-forbindelsen og ikke har den Storstrømsbro klar, som skal tage tog fra Femern-forbindelsen. Det vil være helt paradoksalt, hvis det ikke lykkes at finde en løsning, siger Henrik Dam Kristensen.

- Vi har ikke oceaner af tid, fastslår han.

/ritzau/