Transportminister har bedt DSB genindføre pladskrav
Fremover skal der reserveres pladsbillet på de lange strækninger igen, hvis man vil med. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Benny Engelbrecht (S) kræver nu, at DSB genindfører krav om pladsbillet og helst allerede lørdag.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har fredag bedt DSB om at genindføre krav om pladsbillet på lange strækninger.
Det siger han til Ritzau.
- Det er sådan, at Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at folk ikke står op i togene på de lange ture, så man kan holde behørig afstand. Derfor har jeg bedt DSB genindføre kravet på de lange ture, siger han.
Ministeren understreger, at der ikke er tale om en forespørgsel, men et krav. DSB kan altså ikke vælge at lade være med at genindføre kravet om pladsbillet.
De kortere ture med regionaltog er ikke omfattet af ministerens krav om at genindføre pladsbillet.
Det skyldes, siger Benny Engelbrecht, at systemet med pladsbilletterne i regionaltogene ikke altid fungerer efter hensigten, hvis folk eksempelvis kun er med i toget på få stop.
Derfor har han givet DSB en uge til at godtgøre, at man kan afvikle trafikken på en ordentlig måde i disse tog.
Kravet om pladsbillet skal genindføres, så hurtigt det kan lade sig gøre, siger Benny Engelbrecht.
Allerhelst allerede lørdag eller før, siger han.
DSB ophævede onsdag kravet om pladsbillet, som blev indført i maj for at sikre, at passagerer ikke stod for tæt, og at der ikke opstod trængsel i togene.
Det blev mødt af kritik fra både politikere og sundhedsfaglige eksperter. Ministeren har de seneste dage blandet sig i debatten på Twitter, men han har ikke før nu krævet, at DSB genindfører pladskravet.
Benny Engelbrecht tilføjer, at han også ser på situationen omkring anvendelse af mundbind i togene. Det kan blive relevant at "skærpe kravene" her, hvis folk ikke følger anbefalingen om mundbind i myldretiden, hvis der ikke kan holdes afstand.
Hvad de skærpede krav indebærer, kommer ministeren ikke nærmere på nuværende tidspunkt. Han vil se situationen an, før han foretager sig yderligere.
- Det tyder foreløbig på, at det stadig er vanskeligt at få passagerne til at anvende mundbind, når de bør gøre det. Derfor følger jeg selvfølgelig også den situation meget nøje, siger Benny Engelbrecht.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker