Transportminister tavs om transportartikel

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) mørkelægger nu, hvad hans embedsmænd drøftede med DSB's øverste ledelse forud for, at selskabet besluttede at stoppe en kritisk artikel i dets personaleband.

Selv om Hans Christian Schmidt tidligere har nægtet at have blandet sig, så efterlyser SF og Enhedslisten således en garanti for, at hans embedsmænd heller ikke har gjort det.

Transportministeren har nemlig oplyst, at én af hans embedsmænd "har en erindring om en ordveksling" med DSB's daværende bestyrelsesformand, Mogens Granborg, om spørgsmålet.

På et åbent samråd onsdag, i Folketingets trafikudvalg, afviste transportministeren imidlertid at løfte sløret for, hvem som drøftede sagen med Mogens Granborg - og hvad vedkommende fortalte den daværende bestyrelsesformand.

- Jeg går da ud fra, at man ikke kan mene det alvorligt, at jeg skulle spørge til hvilke ordvekslinger medarbejdere i Transportministeriet har med vore samarbejdsparterne. Jeg laver ikke kontrol af, hvad mine medarbejdere taler om, siger Hans Christian Schmidt.

Anonyme kilder har tidligere fortalt, at transportministeren stoppede artiklen i "DSB i dag", hvor flere af Folketingets trafikpolitiske ordførere kritiserede hans nye plan om at udsætte strækningen mellem København og Aalborg for konkurrence.

Oppositionen kritiserer Hans Christian Schmidt for - i givet fald - at overtræde det såkaldte armslængdeprincip, som foreskriver, at han ikke blander sig i den daglige ledelse af DSB.

Selskabet er en selvstændig offentlig virksomhed med egen direktion og bestyrelse.

- Når vi nu ved, at der har været en sådan kontakt, hvor der er vekslet ord om artiklen, hvorfor kan vi så ikke få noget at vide om, hvad de ord gik ud, siger Enhedslistens trafikordfører, Per Clausen.

/ritzau/

Transportministeriet beskyldes for at stoppe kritisk artikel i DSB-blad. Minister tavs om kontakt til DSB-top.

Offentliggjort Sidst opdateret