Transportministeren: Aldrig mere en IC4-situation
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Torkil Adsersen /Scanpix
Regeringens planer om at elektrificere jernbanenettet og indføre timemodellen vil ifølge transportminister Henrik Dam Kristensen (S) give et vigtigt løft af den kollektive trafik.
- Der er tale om det, man godt kan tillade sig at kalde en historisk forbedring af togtrafikken, siger Henrik Dam Kristensen ved fredagens præsentation af den storstilede infrastrukturplan.
Elektrificeringen af jernbanenettet betyder på sigt, at de udskældte IC4-dieseltog bliver udfaset. Togene er først nu efter årelange forsinkelser i gang med at blive indfaset på det danske jernbanenet.
Togene har kostet milliarder af kroner og har aldrig fungeret efter hensigten. Men i fremtiden bliver det altså fortid.
- Vi forventer, at vi fremover kan købe gennemprøvet materiel, så vi aldrig, aldrig kommer i samme situation som med IC4-togene, siger Henrik Dam Kristensen.
Elektrificeringen af alle togstrækninger ventes gennemført omkring 2025. Men hvornår IC4-togene begynder at blive udfaset, kan transportministeren ikke sige noget om. Det vil fremgå af de løbende trafikforhandlinger.
Regeringen vil i alt bruge 27,5 milliarder kroner på investeringerne i togdriften. Pengene kan findes efter et større serviceeftersyn af Nordsøaftalen.
Reglerne for beskatning af selskaberne bliver i fremtiden ensartede, så alle selskaber i Nordsøen vil komme til at følge de samme skatteregler.
Den manglende elektrificering af jernbanenettet har i årevis plaget den danske togtrafik og tvunget DSB til at køre med problemramte og forurenende dieseltog.
Regeringens mål er, at investeringerne fra den nye togfond skal give hurtigere tog og samtidig reducere udledningen af CO2.
I regeringen betragter man investeringerne fra fonden som "et markant" investeringsløft, der vil løbe over flere år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned