Tre butikker blev straffet for tobakssalg til børn i 2017
Som en del af en kampagne om at skabe en røgfri generation i 2030 har Netto skjult alle cigaretter. Det har mindsket salget med omkring fem procent. Foto: Liselotte Sabroe/Arkiv/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Arkiv/Ritzau Scanpix
Den kontrol, der skal forhindre børn i at købe tobaksvarer, virker ikke, mener Socialdemokratiet.
Tre butikker blev sidste år straffet for at sælge tobak til mindreårige. To af dem fik en bøde, mens den sidste fik en såkaldt udeblivelsesdom.
Det fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen til Folketinget, skriver Jyllands-Posten tirsdag.
I dag er det ulovligt at sælge tobak til alle under 18 år.
Men det lave antal straffede butikker vidner om et kontrolsystem, der ikke fungerer. Det mener Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen:
- Det er åbenlyst for alle, at loven er klokkeklar, men kontrollen nærmest fraværende, siger Flemming Møller Mortensen til Jyllands-Posten.
I 2017 steg antallet af solgte cigaretter per indbygger med 5,6 procent til 1065.
Rygere dør omkring 8-10 år tidligere, end de ville have gjort, hvis ikke de røg. Og hvert år dør omkring 13.600 danskere af rygning, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.
Ifølge en orientering, som Sundhedsstyrelsen i 2017 afleverede til Folketinget, vil 9,3 procent af de børn og unge, som samme år var mellem 11 og 17 år, dø af rygning senere i deres liv.
Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse på Københavns Universitet, mener, at prisstigninger på tobak kan få andelen af rygere til at falde:
- Der er lavet rigtig, rigtig meget forskning, som entydigt viser, at prisstigninger på tobak får andelen af rygere til at falde, siger hun til Jyllands-Posten.
I Socialdemokratiets seneste regeringsperiode var partiet med til at hæve priserne på cigaretter. Noget, partiet ikke afviser at være med til at gøre igen.
Det afviser Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt:
- Det ville ramme voksne mennesker, som har taget et valg om at ryge og dårligt stillede ville så bare bruge flere af deres penge på cigaretter, siger hun til avisen.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker