Trods eksportstop godkendte myndighed salg til Saudi-Arabien
En menneskelig fejl hos Rigspolitiet gjorde, at et dansk firma i august sidste år fik grønt lys til at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien (Arkivfoto). Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Det var "en menneskelig fejl", der gjorde, at Danmarks stop for eksport af våben til Saudi-Arabien blev brudt.
I august sidste år godkendte danske myndigheder eksport af militært udstyr til Saudi-Arabien, til trods for at Udenrigsministeriet siden 2018 tydeligt har markeret, at der var indført et eksportstop for våben til Saudi-Arabien.
Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt, som avisen og Danwatch har fået fra Rigspolitiet.
Tilladelsen blev givet til virksomheden TenCate Advanced Armour, som ville sælge pansring af militære køretøjer til Saudi-Arabien.
Det danske eksportstop blev givet på grund af drabet på journalisten Jamal Khashoggi og Saudi-Arabiens involvering i krigen i Yemen.
Eksportstoppet blev ophævet i marts i år af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), men allerede inden da havde Rigspolitiet altså givet tilladelse til, at der kunne eksporteres pansring.
Rigspolitiet oplyser til Information og Danwatch, at tilladelsen blev givet på grund af "en menneskelig fejl". Sagen har ikke været sendt i høring hos Udenrigsministeriet, hvilket ellers er praksis i den slags sager.
- Rigspolitiet er ved at undersøge, hvilke yderligere sagsskridt dette eventuelt skal medføre, og Rigspolitiet er i dialog med den konkrete ansøger om sagen, lyder det fra Rigspolitiet.
Ifølge Information og Danwatchs oplysninger fungerede eksportforbuddet sådan, at Udenrigsministeriet konsekvent udtalte sig imod våbeneksport til Saudi-Arabien.
Men i dette tilfælde blev sagen slet ikke forelagt ministeriet.
- Udenrigsministeriet noterer, at Rigspolitiet ved en fejl ikke hørte Udenrigsministeriet i en sag om eksport af militært udstyr til en slutbruger i Saudi-Arabien i 2022. Det bemærkes, at Udenrigsministeriet altid skal høres i sager om eksport af militært udstyr til en modtager eller slutbruger i Saudi-Arabien, skriver ministeriet til medierne.
Helle Specht, der er direktør i TenCate Advanced Armours Denmark, ønsker ikke at svare på, hvor i Saudi-Arabien det militære udstyr endte.
- Vi har fået en eksporttilladelse, og vi har så eksporteret, udtaler hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker