Danskere, der enten er blevet pensionerede eller står over for at skulle på folkepension, kan formentlig ånde lettet op.
Selv om Danmark står over for et underskud på 100 milliarder kroner i 2012, og behovet for reformer er stort, så lægger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) op til at frede folkepensionen i forbindelse de kommende økonomiske reformer.
- Vi er parate til at diskutere ting, vi ellers har haft holdninger til, på en ny måde. Det er børnechecken et godt eksempel på, siger Helle Thorning-Schmidt på sit første ugentlige pressemøde i 2012.
På spørgsmålet om hvorvidt folkepensionen er til diskussion, svarer hun dog:
- Jeg synes, at vi skal have en fordomsfri diskussion om alting. Betyder det, at jeg er enig? Nej, siger Helle Thorning-Schmidt.
Statsministeren understreger dog, at hun vil "gøre mig umage for ikke at gå ind i enkelte elementer".
Kort før jul vedtog et stort flertal på Christiansborg at forringe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen gradvist over de kommende år. Det er en af mange reformer, som er nødvendige for at rette op på dansk økonomi.
Men statsministeren lægger altså ikke op til at skære i satserne for folkepensionen til eksempelvis rige danskere. Regeringen har ellers åbnet for at se på, om rige danskere fortsat skal have adgang til børnecheck.
Helle Thorning-Schmidt brugte lejligheden til at fastslå, at 2012 overordnet set bliver et reformår, hvor regeringen allerede er på vej med aftaler om kontanthjælp, førtidspension, energi og skat.
- Vi kan se, at krisen i Europa og verden langt, langt fra er slut. Derfor siger jeg igen og igen, at den kommende tid kommer til at kræve noget af os alle sammen.
- Det kan siges med et ord: reformer, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker