Alle detaljer skal frem om lækagen af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag og departementschef Peter Lofts mulige forsøg på at påvirke afgørelsen.
Sådan lyder det fra tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i en mail til Ritzau.
Selv ønsker han dog ikke at udtale sig om sagen. Det sker med henvisning til tavshedspligt.
Udmeldingen kommer, efter at skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har krævet skriftlige redegørelser fra departementschef Peter Loft og direktøren for Skat København, Erling Andersen.
- Jeg er underlagt tavshedspligt, så jeg kan kun bifalde skatteministerens beslutning. Jeg har kun en interesse - og det er, at alle detaljer i den her sag bliver lagt frem, skriver Troels Lund Poulsen i en mail til Ritzau.
Ritzau ville gerne have spurgt Troels Lund Poulsen, om han nu også vil komme med en redegørelse for sin rolle i sagen, efter at Peter Loft og Erling Andersen er blevet pålagt at aflevere deres redegørelser hurtigst muligt.
Men Troels Lund Poulsen ønsker ikke at svare på spørgsmål med henvisning til sin tavshedspligt.
Dermed er det heller ikke muligt eksempelvis at spørge til, om det var Troels Lund Poulsen, der bad Peter Loft om at holde fem møder med Skat København om Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Ifølge Politiken holdt Peter Loft møderne i tiden op til, at Skat skulle afgøre sagen, der potentielt kunne have skadet Helle Thorning-Schmidts muligheder for at blive statsminister.
Ifølge avisen har Peter Loft angiveligt også forgæves forsøgt at få et særligt kritisk afsnit skrevet ind i afgørelsen, som frifandt Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.
Det er heller ikke muligt at spørge til, om Troels Lund Poulsen på noget tidspunkt tilskyndende Peter Loft til at få passager skrevet ind i afgørelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde