Trump river tæppet væk under dansk udenrigsstrategi
Eksperter peger på, at ambassadør Peter Taksøe-Jensens rapport om fremtidig udenrigspolitik er forældet.
Mindre end et år efter at ambassadør Peter Taksøe-Jensen afleverede en omfattende rapport om Danmarks fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik, er den forældet.
Det mener både eksperter og diplomater, som peger på, at Donald Trump ved roret i USA og briternes farvel til EU betyder, at Danmark skal nytænke udenrigspolitikken. Det skriver Jyllands-Posten lørdag.
- Taksøe-rapporten hviler på et fundament, som måske ikke findes mere, siger professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Martin Marcussen til avisen.
Peter Taksøe-Jensen blev udpeget som statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) såkaldte udenrigsgransker i 2015.
2. maj året efter afleverede han rapporten med titlen "Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid". Undertitlen lød "Vejen frem for Danmarks interesser og værdier mod 2030".
Men ifølge seniorforsker Henning Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) holder centrale dele i rapporten ikke mere.
- Man må skrive dele af Taksøe-rapporten om. Hovedhjørnestenen i dansk udenrigspolitik har jo i mere end 50 år været USA og Storbritannien. Det fundament er pist væk nu, og det må man tage højde for, siger Mouritzen til Jyllands-Posten.
Peter Taksøe-Jensen mener, at rapporten i store træk stadig holder.
Men han medgiver, at der i de seneste tre uger er sket så store forandringer i Washington, at der skal tages højde for det i arbejdet med den nye danske strategi, som regeringen er på vej med.
Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil man i arbejdet med den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi "tage udgangspunkt i både udredningen og den udvikling, der er sket siden".
Samuelsen mener ifølge Jyllands-Posten, at Taksøe-rapporten stadig tegner et godt billede af de overordnede udfordringer, Danmark står overfor.
Han forventer, at regeringen er klar til at offentliggøre sin nye udenrigspolitiske strategi til sommer.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde