Udenrigsministeriet frygtede nabolandes reaktion på minkmutation

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har fredag afgivet forklaring for Minkkommissionen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister skulle bruge klar håndtering af mutation i mink for at undgå restriktioner fra nabolande.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsministeriet frygtede i november sidste år, at nyheden om en mutation i danske mink ville nå udlandet, før regeringen kunne præsentere et klart svar på, hvordan man ville håndtere den.

Og at svaret kunne blive restriktioner fra nabolande.

Det fremgik af afhøringerne af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og departementschef i Udenrigsministeriet Lars Gert Lose fredag i Minkkommissionen.

Her forklarede de, at ministeriet var optaget af at undgå rejserestriktioner for danskere til nabolandene.

- Vi havde en generel interesse i, at der blevet taget i fat i det her på den klarest mulige måde, sagde Lose.

I Udenrigsministeriet var man opmærksom på, at daværende faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak 2. november havde fortalt minkavlerne, at seruminstituttet havde fundet en corona-mutation i mink, der potentielt var mindre følsom overfor vacciner.

Derfor var nyheden "ude" af embedsværket - noget, som blandt andre daværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet Per Okkels under sin afhøring erklærede sig meget forbløffet over.

3. november blev regeringens koordinationsudvalg enig om, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det blev meldt ud på et pressemøde dagen efter.

7. november indførte Storbritannien ikke desto mindre indrejseforbud for danskere på grund af minkmutationen. Ifølge Lars Gert Loses forklaring fredag overvejede Norge og Tyskland det samme.

3. november lavede SSI en risikovurdering, hvori konklusionen lød:

- En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden.

Kofod understregede flere gange under sin afhøring, at risikovurderingen gav mødet i koordinationsudvalget 3. november et alvorstungt bagtæppe.

Materialet til mødet, som blev tilsendt i en endelig version få minutter før mødets start, fik han dog ikke læst. Heller ikke under mødet.

- Jeg bladrede måske bilagene igennem. Men den aften tirsdag tredje november havde jeg både KU-møde. Samtidig havde jeg bagkant, fordi jeg skulle optræde i et interview 22.30 om det amerikanske valg.

- Så jeg koncentrerede jeg mig om at følge med i mødet.

Ifølge sms-beskeder fra mødedeltagere tyder noget på, at mødet varede længere end til 22.30. Jeppe Kofod kunne ikke udelukke, at han forlod mødet tidligere for at deltage i et interview med TV2 klokken 22.30.

Hverken Jeppe Kofod eller Lars Gert Lose erindrer, at der på mødet blev drøftet, om der var lovgrundlag til at kræve alle mink aflivet, sådan som det blev besluttet.