Uenighed kan betyde et farvel til ny Storstrømsbro

Foto: Banedanmark

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag starter forhandlingerne om, hvordan en ny Storstrømsbro skal finansieres. Og det er bestemt ikke et spørgsmål, der er enighed om blandt Folketingets partier.

Regeringen vil tage de 3,9 milliarder, som en ny bro vil koste, fra de penge som blev tilovers fra indkøbet af et nyt signalsystem til den danske jernbane. Men Venstre vil ikke tage pengene herfra, da de penge blandt andet skal bruges til en række vejprojekter. Derfor vil de i stedet bygge broen for de kommende indtægter fra Femern forbindelsen.

Selvom at politikerne er enige om, at der skal bygges en bro, kan uenighederne i sidste ende betyde, at der ikke bliver bygget en ny Storstrømsbro.

- Hvis Venstre blokerer for, at vi kan bygge en Storstrømsbro med de penge, der er nu, så kommer der ikke nogen ny Storstrømsbro. Der er simpelthen ikke andre veje frem end at bruge den finansiering, der ligger nu, siger Rasmus Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre.

Det er alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, som står bag det nuværende trafikforlig. Det kræver derfor, at alle forligspartierne bliver enige om en finansiering af Storstrømsbroen, før planerne kan realiseres. Og tilføjer:

- Jeg er meget kritisk over for at Venstre spiller hasard med muligheden for at få en ny Storstrømsbro. Venstre vil lige nu hellere bygge veje i Jylland, end de vil bygge en ny bro.

Men den kritik praller af på Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi er fast besluttet på, at det er nødvendigt at bygge en ny Storstrømsbro. Vi er bare uenige i det udspil, som regeringen er kommet med. Vi arbejder videre med at kigge på en finansiering i sammenhæng med Femern projektet, siger han.

Ifølge Rasmus Helveg Petersen vil Venstres forslag til finansiering kræve, at man genforhandler aftalen om Femern forbindelsen med tyskerne, og det vil kunne forsinke forbindelsen med flere år.

Men sådan ser Venstres trafikordfører ikke på tingene.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at tyskerne skulle have noget imod, at vi inkluderer lidt mere i projektet, fordi det er Danmark, der har påtaget sig den fulde økonomiske risiko, siger han.

Det er alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, som står bag det nuværende trafikforlig. Det kræver derfor, at alle forligspartierne bliver enige om en finansiering af Storstrømsbroen, før planerne kan realiseres.