Uffe Ellemann-Jensen angriber regeringen

Den tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann Jensen er træt af blot at se på, mens den offentlige sektor bliver ved med at vokse under den nuværende regering.

I månedsmagasinet Euroman, som er på gaden torsdag, retter han derfor et angreb mod de borgerlige magthavere på Christiansborg.

- Det deprimerende er, at der har været konkurrence mellem alle partier om at bruge stadig flere penge, siger Uffe Ellemann-Jensen til magasinet ifølge Berlingske Tidende.

Ellemann er bekymret. For "underskuddet på statens finanser har bidt sig fast", og "den offentlige gæld vokser og vokser", siger han og understreger, at det ikke ændrer sig, før nogle politiske ledere gør det nødvendige og skærer eksempelvis SU og efterløn.

Han går samtidig direkte imod regeringen, der gentagne gange har understreget, at Danmark er bedre rustet til at modstå den økonomiske krise end mange andre, fordi den har ført en fornuftig økonomisk politik.

- Danmark står ikke særlig godt rustet til at klare krisen. Vi har opbygget nogle velfærdssystemer, nogle forsørgelsesordninger, som der simpelthen ikke er råd til at betale, siger han ifølge Berlingske Tidende til Euroman.

Ellemann fortsætter:

- Hele Europa er nødt til at reformere velfærdssystemerne, og det er vi også i Danmark, men vi er ikke begyndt endnu. Jeg ved godt, at der er mange i mit gamle parti, der vil blive sure, når jeg siger det, siger den tidligere udenrigsminister, der understreger, at han er træt af at holde sig i skindet.

- Det har ikke været smukt. Det har jeg så siddet og kigget på uden at sige noget, men nu synes jeg, at der er gået så mange år, at jeg godt kan tillade mig at give lyd. Nu er vi nået dertil, hvor det er begyndt at blive farligt. Vi sidder i suppedasen, siger Ellemann.

/ritzau/

Den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen går til angreb på regeringen, som han beskylder for at have svigtet økonomien.

Offentliggjort Sidst opdateret