Under halvdelen vil røre ved efterlønnen

Under halvdelen af danskerne er klar til at røre ved efterlønnen, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

En måling fra Epinion viser, at 4 af 10 er villige til at afskaffe efterlønnen, mens cirka lige så mange gerne vil betale mere i skat.

Målingen er lavet for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Det er tydeligt, at danskerne vil bevare velfærdssamfundet, og at de er villige til at gå med til nogle reformer for, at det kan lade sig gøre, siger lektor i statskundskab Johannes Andersen fra Aalborg Universitet til avisen.

I undersøgelsen er små 1500 danskere blevet spurgt, hvad de er indstillet på, hvis det bliver nødvendigt at gennemføre økonomiske reformer. Af alle spurgte svarer kun 8 procent, altså færre end hver 10., at de ikke vil gå med til nogen af de nævnte reformer.

Den for de adspurgte mest acceptable reform er efterlønnen, dernæst følger højere skat, at arbejde mere og til sidst offentlige besparelser.

- Der kommer mere og mere skred i folks opfattelse af, hvad der er nødvendigt. De begynder at fokusere mere og mere på efterlønnen, mens viljen til at betale mere skat altid har ligget ret højt, siger Johannes Andersen, til avisen.

/ritzau/

Meningsmåling fra Epinion for Dansk Erhverv viser, at 4 ud af 10 danskere vil afskaffe efterlønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret