Undersøgelse får regeringen ud af kattepine

Det bliver ikke Danmark, men Grønland, der formelt skal stå for undersøgelsen af de påståede hemmelige CIA-flyvninger over Grønland.

Dermed lykkedes det regeringen at slippe ud af et ellers vanskeligt dilemma, mener Ole Wæver, der er professor i international politik ved Københavns Universitet.

- I sin lange oppositionsperiode fik regeringen samlet en lang liste af sager, som den mente burde undersøges. Men den vil fremstå, som om den kun interesserer sig for fortiden, hvis den undersøger alle sagerne nu, siger Ole Wæver og fortsætter.

- Samtidig prøver regeringen at leve op til forventningen om, at der bliver foretaget en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne.

På den måde undgår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og co. at fremstå hævngerrig, og det styrker på sin vis regeringens image, vurderer Ole Wæver.

Undersøgelsen kommer på trods af, at regeringen har afvist at grave i sagen, siden den kom til magten.

Som oppositionspartier var S og SF ellers ivrige efter at få afdækket hændelserne.

Grønland har dog presset voldsomt på for at få lettet sløret for, i hvilket omfang flyvningerne har fundet sted.

- Det her er meget vigtigt for Grønland, og derfor er det smart af regeringen, at grønlænderne fremstår tydeligt som initiativtager. Derudover bidrager det til at opretholde det gode forhold mellem Danmark og Grønland, siger Ole Wæver.

Grønlændernes interesse for sagen blev for alvor skærpet, da WikiLeaks i januar lækkede amerikanske indberetninger fra ambassaden i København til udenrigsministeriet i Washington.

De lækkede dokumenter såede tvivl om, hvorvidt den danske regering i en tværministeriel redegørelse fra 2008 undlod at stille kritiske spørgsmål til USA.

Det er blandt andet denne tvivl, der skal kastes lys over.

Det er Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der på vegne af Grønland skal lave undersøgelsen, som skal være færdig 1. maj 2012.

/ritzau/

Med den grønlandske undersøgelse af hemmelige CIA-flyvninger plejer regeringen sit image, mener ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret