Undersøgelse: Udskældt fedtafgift virkede
Netop som regeringen og Enhedslisten som led i finanslovforhandlingerne har besluttet at fjerne fedtafgiften, viser den første videnskabelige undersøgelse på området, at den omdiskuterede afgift ser ud til at virke efter hensigten. Det skriver Information.
Ifølge den endnu upublicerede undersøgelse er forbruget af smør, margarine og olie således faldet med 10-20 procent i de sidste tre måneder af 2011, efter afgiften blev indført 1. oktober 2011, sammenlignet med de samme måneder de to foregående år.
Ifølge lektor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet, Jørgen Dejgård Jensen, der er ekspert i fødevarer-afgifter og en af forskerne bag undersøgelsen, ser der ud til at være en klar sammenhæng mellem prisstigningen på fedt og faldet i forbruget.
- Der er en tydelig effekt, og det er der for så vidt ikke noget overraskende i. Det er grundlæggende økonomi, at forbruget falder, når prisen stiger, siger Jørgen Dejgård Jensen til Information.
Undersøgelsen er lavet på baggrund af forbrug og ikke salg. På den måde er der også taget højde for grænsehandel, slår han fast.
Smør, fedt og margarine er blandt de mest fedtholdige produkter på markedet, og derfor bliver de produkter hårdt ramt af fedtafgiften, der blev indført af VK-regeringen.
Afgiften blev bakket op af de nuværende regeringspartier, men siden har både Socialdemokraterne og De Radikale mistet begejstringen for afgifter som en løsningen på sundhedsproblemer herhjemme, lød det i Berlingske fra partiernes gruppeformænd.
Til Information siger De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved dog, at det primært er sukkerafgiften, som hun har set sig gal på.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie