Ung politiker er træt af Helge Adam-kritik

Det er forsimplet, når formanden for folketingets præsidium, Helge Adam Møller, beskylder de unge politikere for at blive for meget væk fra møder og rejser. Det mener den unge venstre-kvinde Sophie Løhde.

- Det er besynderligt, at Helge Adam har behov for at skære alle over én kam. Jeg er ærlig talt træt af, at de ældre politikere altid går efter de unge politikere, siger Sophie Løhde (V).

Det 27-årige folketingsmedlem fortæller, at hun ofte ser ældre politikere, der sover i Folketingssalen. Men hun er ikke interesseret i at starte en moralsk generationskrig iblandt de folkevalgte.

Helge Adam Møller lufter i Morgenavisen Jyllands-Posten idéen om, at folketingsmedlemmer selv må punge ud, når de melder afbud til udvalgsrejser i sidste øjeblik. Den idé får en hård medfart af Sophie Løhde (V).

Hun mener, at det er trist, hvis der skal indføres bødesanktioner.

- Hvad gør man, hvis en pårørende afgår ved døden kort før afrejse - skal man så betale for det selv? Eller hvad hvis man har forpligtet sig til at overtage en ordførerfunktion for en anden?, spørger Sophie Løhde (V).

Står det til hende bør man fokusere mere på, hvordan man arrangerer rejserne, hvis der skal kigges på, hvor man kan spare skattekroner.

- Man skal være bevidst om, hvad man melder sig til, men hvis det er kommet der til, at vi skal hetze på den måde, så er der noget fuldstændig galt med systemet. Det er en indikation på, at det er råddent, siger Sophie Løhde.

/ritzau/

Unge Sophie Løhde (V) er træt af, at de ældre politikere ofte kritisere de unge politikeres adfærd. Hun afviser kritikken af de unges mødedisciplin.

Offentliggjort Sidst opdateret