Unge i nattelivet skal kunne få testet deres stoffer
Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom er positiv over for forslaget om at indsætte mobile laboratorier i nattelivet. Hensigten er, at laboratorierne skal hjælpe med at oplyse de unge om, hvad det er for nogle stoffer, de tager. Foto: Handout/arkiv/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Et nyt forslag om mobile laboratorier bliver en del af Københavns Kommunes budgetforhandlinger for 2019.
Unge i København skal have mulighed for at få tjekket deres stoffer for urenheder samt koncentrationen af stoffet.
Det besluttede et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften. Kun Dansk Folkeparti stemte imod, skriver TV2 Lorry.
Pilotprojektet er således videre til budgetforhandlingerne for 2019 og har til hensigt at forebygge forgiftninger og overdoser blandt unge i nattelivet.
Forslaget kommer i kølvandet på en sag, hvor en 15-årig dreng i februar døde efter at have taget MDMA.
Stoffet, som drengen havde købt, var efter sigende mere koncentreret end normalt. Det betyder, at det kan være sværere at vurdere, hvor meget man skal tage.
Ifølge overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom kan tilbuddet være en mulighed for at oplyse de unge om risici.
- Vi kan få et bedre billede af det, der sælges i nattelivet, og vi kan få en snak med unge, som har tænkt sig at bruge stofferne. Unge som vi normalt ellers ikke får fat i, siger han til Ritzau.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at stoffer er et stigende problem blandt unge under 25 år. I 2017 havde 2,8 procent taget andre stoffer en hash inden for den seneste måned. Sammenlignet med 1,6 procent i 2013.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København advarer mod oprettelsen af mobile laboratorier, fordi man ikke ved, om det virker, skriver TV2 Lorry.
Også chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, oplyser i et brev til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ifølge TV 2 Lorry, at politiet ikke kan støtte forslaget.
I Holland har man i mere end 25 år haft et tilbud om at få undersøgt sine stoffer på for eksempel festivaler.
Og det har vist sig at have en positiv virkning, siger Henrik Rindom.
Han mener, at det er et interessant forsøg at gøre herhjemme, fordi man ikke kan påvirke de unge udelukkende med skræmmekampagner.
- Det, der jo er problemet, er, at det bliver farligt, når de unge ikke ved, hvad det er, de tager. Det håber jeg, at vi kan få et bedre billede af, og at vi kan give dem noget mere information, siger han.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker