Unge: Nej tak til stemmeret som 16-årige

En række kommuner landet over gennemfører i disse dage et såkaldt ungdomsvalg blandt kommunens 16-17 årige borgere.

Beslutningen om at afholde ungdomsvalgene udspringer blandt andet af en debat om, hvorvidt de unge skal have stemmeret allerede som 16-årige.

Lokalt deltager Lolland Kommune i ungdomsvalget, mens man i Guldborgsund Kommune i stedet har valgt at lade gymnasieelever fra Katedralskolen i Nykøbing lave en spørgeskemaundersøgelse blandt de 16-17 årige om deres forhold til politik.

Undersøgelsen er netop blevet færdig, og den viser blandt andet, at et stort flertal af de unge slet ikke ønsker, at valgretsalderen sættes ned til 16 år.

Ialt 319 unge i 16-17 års alderen med bopæl i Guldborgsund Kommune har medvirket, og hele 71 procent svarer, at de ikke ønsker valgretsalderen sat ned fra de nuværende 18 år til 16 år. Blot 15 procent mener, at det er en god idé.
- Der er åbenbart ikke så mange, der interesserer sig for politik, så de har ikke rigtig lyst til at tage stilling til det. Det er nok derfor, de har valgt at sige, at valgretsalderen ikke skal sættes ned, siger Frederikke Victoria Olsen-Kludt, som er en af de cirka 100 elever, der har været med til at gennemføre undersøgelsen.

Anton Sylvest Lilleør, som også har været med til at lave undersøgelsen, mener, at resultatet sender et klart signal.
- Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at de ville begynde at interessere sig for politik, hvis valgretsalderen blev sat ned. Men når det er så stor en del, der mener, at den ikke skal sættes ned, så synes jeg godt, man kan droppe den idé, siger han.

Både han og Frederikke Victoria Olsen-Kludt peger på, at unge i 16-17 års alderen generelt prioriterer andre interesser højere end politik.
- Jeg tror, at vi interesserer os for nogle andre ting, som ikke har så meget med det at gøre, som Frederikke Victoria Olsen-Kludt formulerer det.

Katedralskolens elever havde håbet at få 500 unge til at medvirke i undersøgelsen, men nogle lykkedes det ikke at få fat i, og andre ønskede ikke at deltage. Derfor blev det endelig deltagerantal 319.

Eleverne skal nu analysere undersøgelsens resultater nærmere, og det skulle gerne ende i en rapport og nogle artikler i Folketidende i løbet af en uges tid.

Foto: Anton Sylvest Lilleør og Frederikke Victoria Olsen-Kludt har været med til at lave undersøgelsen af de 16-17 åriges forhold til politik.

Interessen for at få valgretsalderen sat ned er ikke stor blandt de unge i Guldborgsund Kommune, viser en ny undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret