Unge røde dropper annoncer mod Vestager

"Margrethe Vestager er i lommen på bankerne".

Så kontant var udkastet til en annonce, som ungdomspartierne DSU, SFU og Enhedslistens ungdomsorganisation, SUF, på torsdag vil indrykke i fire forskellige dagblade, der traditionelt har mange radikale læsere.

Det kunne man mandag læse på politiken.dk. Men tirsdag er de røde ungdomsorganisationer faldet ned igen.

Nu er annoncekampagnen trukket tilbage, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Socialdemokraternes ungdomsorganisation, DSU, og SF's ungdomsorganisation, SFU.

Formålet med kampagnen var ellers at starte en underskriftsindsamling for at sætte maksimalt pres på De Radikale i debatten om den omdiskuterede tobinskat, der en skat på finansielle transaktioner.

Selvom man fortsætter kampen for en europæisk bankskat, er tanken om en annoncekampagne nu opgivet, siger DSU?s forbundsformand, Peter Hummelgaard Thomsen, i en pressemeddelelse.

- De europæiske befolkninger har betalt 34.000 milliarder kroner i redningspakker til bankerne, nu må de selv også bidrage.

- Men vi er ikke interesserede i at skabe en kunstig konflikt mellem regeringspartierne. Vi vil finde andre måder at arbejde for vores sag, lyder det nu fra Peter Hummelgaard Thomsen.

Det var ellers ikke det budskab, de tre ungdomsorganisationer gav, da de lancerede kampagnen.

Her ville man ifølge Peter Hummelgaard Thomsen "skabe oprør" hos De Radikale, hvis formand, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, ifølge DSU-formanden modarbejder bankskatten i regeringen.

- Så formålet er at få stillet de radikale vælgere spørgsmålet, om de virkelig mener, at partiets holdning til tobinskatten er forenelig med det parti, de har stemt på, sagde Hummelgaard Thomsen mandag til politiken.dk

Selvom kampagnen er trukket, er ungdomsorganisationerne dog fortsat for en bankskat:

- Derfor vil vi naturligvis fortsætte arbejdet på en anden måde, siger Gry Möger Poulsen, der er formand for SFU.

/ritzau/

DSU, SFU og SUF opgiver planer om at iværksætte en større annoncekampagne rettet mod De Radikales vælgere.

Offentliggjort Sidst opdateret