Unge skal opdrages, ikke straffes

Socialdemokraterne og SF vil nu prøve at komme ungdomskriminaliteten til livs ved at opdrage de unge frem for at straffe dem.

I et fælles udspil, "Opgør med den ny ungdomskriminalitet - samfundet som opdrager", foreslår de to oppositionspartier, at der sættes ind over for de unge mellem 12 og 18 år med såkaldte sociale sanktioner. Hvis de unge for eksempel laver hærværk, skal de selv reparere det ødelagte.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kalder det for "konsekvent og gammeldags" opdragelse af de unge.

- Vi indfører en ny måde at lave sanktioner på, som ligger midt imellem socialpædagogiske tiltag og frihedsberøvelse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det bliver et nyoprettet Socialt Opdragelses Nævn i hver kommune, som skal stå for opgaven med at uddele de sociale sanktioner.

SF's formand, Villy Søvndal, kalder det et opgør med VK-regeringens politik gennem de seneste otte år.

- Det er et opgør med troen på, at man fængsler sig ud af problemerne. Vi satser på opdragelse frem for fængsel. Det er ikke den hårde gruppe af kriminelle, vi har i tankerne, men den gruppe af unge kriminelle, som netop er ved at glide over i at blive en del af den hårde gruppe. Den glidning tror vi på, at man kan standse på den her måde, siger Villy Søvndal.

Udspillet kommer efter, at regeringen tidligere på ugen spillede ud med sit forslag til bekæmpelse af ungdomskriminaliteten. Et forslag, som blandt andet indeholder en sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år.

De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, mener, at Socialdemokraterne og SF blot kopier regeringens politik.

- Vi ønsker jo heller ikke at sætte børn og unge i fængsel. Meningen med vores forslag er også, at de unge under 18 år skal have sociale sanktioner og lignende, siger Tom Behnke.

/ritzau/

S og SF foreslår, at samfundet skal opdrage unge kriminelle i stedet for at smide dem i fængsel. De kopierer vores politik, lyder det fra de Konservative.

Offentliggjort Sidst opdateret