Mens Venstre og De Konservative kritiserer København for pauvre læseresultater i en ny Pisa-undersøgelse, glæder kommunens socialdemokratiske børne- og ungeborgmester, Anne Vang, sig over, at det går bedre i matematik og naturfag.
Især resultaterne for tosprogede børn skiller politikerne.
- De seneste år har vi haft et stort fokus på, hvordan vi løfter de tosprogede elevers resultater. Derfor er det meget glædeligt, at indsatsen nu viser sig at bære frugt. Uanset hvor eleverne kommer fra, skal alle københavnske børn klare sig godt i skolen, siger Anne Vang.
Hun henviser til, at den københavnske kørsel af PISA-undersøgelsen fra 2010, som offentliggøres torsdag, viser, at de tosprogede elever i København er blevet signifikant bedre til matematik i forhold til 2007.
I naturfag har de tosprogede elever også forbedret sig.
For både matematik og naturfag gælder det, at præstationsgabet mellem tosprogede og danske elever er blevet mindre, oplyser hun i en pressemeddelelse.
Ifølge Vang går resultaterne fra de københavnske folkeskoler mod tendensen fra den nationale PISA-undersøgelse fra december sidste år.
- Det er vigtigt, at de tosprogede elever får masser af succesoplevelser i folkeskolen. De oplevelser får man blandt andet, når man kan følge med i de faglige udfordringer, man bliver stillet overfor.
Modsat den tilfredse borgmester er både undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) og den konservative næstformand i kommunens børne- og ungeudvalg, Rasmus Jarlov, særdeles kritiske. De fokuserer nemlig på, at de tosprogede ikke er blevet bedre til at læse, og at de etnisk danske elever ligefrem er blevet dårligere til at læse fra 2007 til 2010.
Anne Vang forholder sig i pressemeddelelsen ikke til læseresultaterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker