USA karakteriserer det første, ufærdige udkast til en aftale på FN's klimatopmøde som konstruktivt, men påpeger, at kravene til store udviklingslande, især Kina, er utilstrækkelige.
- Det er i mange henseender et konstruktivt skridt, siger den amerikanske chefforhandler i klimaspørgsmål, Todd Stern, under topmødet i København.
- Nogle elementer er vi enige i. Nogle er vi ikke enige i, men de kan danne grundlag for forhandlinger, siger Stern.
I den nye tekst lægges der blandt andet op til, at den globale CO2-udledning skal reduceres med mindst 50 procent i 2050, men der nævnes også reduktioner på helt op til 85 og 95 procent.
De industrialiserede lande går i øjeblikket ind for en reduktion på 50 procent, mens større vækstøkonomier som Kina og Indien kraftigt modsætter sig en sådan målsætning, medmindre de rige lande påtager sig stort set hele byrden.
Stern finder det uacceptabelt, at Kina sætter en varslet CO2-nedskæring i forhold til landets industriudvikling.
- USA vil ikke foretage sig noget, uden at de store udviklingslande gør noget, indskærper Todd Stern. Han siger, at væksten i CO2-udslip fremover næsten udelukkende kommer i den tredje verden. Derfor er det afgørende også at sætte ind her.
Todd Stern oplyser, at han gennem hele året har haft tæt kontakt med sin kinesiske modpart.
- Jeg tror helt bestemt, at vi kan komme frem til en aftale, hvis vi kommer ind i en seriøs fase, siger Stern.
Klimatopmødet i Bella Center i København varer frem til fredag i den kommende uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde