USA og Søvndal enige om udsigt i Afghanistan

Udmeldingen vakte opsigt, fordi danske ministre i VK-regeringen gang på gang har talt om fremskridt i Afghanistan. Men nu får Villy Søvndal opbakning til sin holdning fra USA's særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan, ambassadør Marc Grossman.

- Jeg er både enig med jeres statsminister og jeres udenrigsminister i, at der selvfølgelig vil komme tilbageslag i Afghanistan. Det er en konflikt, og der har været tilbageslag over de sidste 10 år, men vi har også opnået meget, siger Marc Grossman.

Han er i Danmark for at diskutere den generelle situation i Afghanistan, den fremtidige finansiering af de afghanske sikkerhedsstyrker samt status på freds- og forsoningsprocessen med Villy Søvndal.

- Der vil komme tilbageslag. Vi havde en forfærdelig tragedie med en amerikansk soldat (som dræbte 16 civile afghanere, red.), og disse ting sker.

- Men som jeg er sikker på, både jeres udenrigs- og statsminister har sagt, må vi bevare roen og blive ved med at presse på for fremskridt, siger Marc Grossman.

Han henviser samtidig til, at alle Nato-landene er enige om at blive i Afghanistan frem til 2014.

Udenrigsminister Villy Søvndal afviser, at man kunne undgå tilbageslagene, hvis de danske og internationale soldater blev i Afghanistan efter 2014 for at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker med at holde det Taliban-ledede oprør under kontrol.

- Jeg tror ikke, at det vil hjælpe. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i den plan, vi har lavet.

- Vi gør, hvad vi kan for at uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker og få nabolandene med i processen og få verden med på at skifte fra en militæroperation til en operation, hvor udviklingsbistand og fortsat uddannelse er i fokus, siger Villy Søvndal.

Søvndal tilføjer, at han tror på, at de fremskridt, som er skabt på uddannelse og sundhed, også vil holde efter 2014.

/ritzau/

Når de danske og internationale soldater trækker sig ud af Afghanistan, så kan der ske tilbageslag. Sådan lød det tidligere på ugen fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Offentliggjort Sidst opdateret