USA-senator: Amerikanere skal se Grønland som en allieret
Lisa Murkowski sidder i Senatet i USA for Det Republikanske Parti som en af to valgte senatorer fra Alaska. (Arkivfoto). Foto: Kayla Bartkowski/Ritzau Scanpix
Senator og grønlandsk politiker taler i erklæring for amerikansk partnerskab med Grønland og ikke ejerskab.
Det er naturligt, at en forretningsmand som USA's præsident, Donald Trump, er interesseret i Grønland.
Men USA skal anerkende, at Grønlands fremtid "vil blive defineret af partnerskab - ikke ejerskab".
Sådan lyder budskabet i en fælles erklæring fra formandskabet i Den Arktiske Parlamentarikerkomité, der er et forum for parlamentarikere i Arktis-landene, sendt til Ritzau.
Formanden er det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra partiet Inuit Ataqatigiit, mens næstformand er den republikanske senator Lisa Murkowski fra Alaska.
- For at sikre, at vores alliance når sit fulde potentiale, skal amerikanerne se Grønland som en allieret, ikke et aktiv. Åben for forretning, men ikke til salg, lyder det videre i erklæringen.
Murkowski går dermed igen imod sin partifælle Donald Trump. Hun har gennem mange år været en kritiker af Trump.
I erklæringen henviser de to parlamentarikere til, at formanden for Grønlands regering, Naalakkersuisut, har slået fast, at Grønland ikke er til salg.
De anerkender også, at Grønland er interessant for USA på grund af blandt andet landets strategiske position.
- Fremtiden kræver ikke, at vi tegner grænserne på kortet på ny, men at vi arbejder hårdere end nogensinde på tværs af dem.
- Et respektfuldt partnerskab baseret på enighed er den eneste måde, hvorpå vi virkelig kan fremme de bånd, der vil binde Grønland og USA sammen på lang sigt, lyder det i erklæringen.
Den Arktiske Parlamentarikerkomité blev dannet i 1993. Aaja Chemnitz og Lisa Murkowski har stået i spidsen for forummet siden 2021.
Siden Donald Trump 23. december i forbindelse med en udpegning af en ambassadør genfremsatte sit ønske om kontrol over Grønland, har Grønlands fremtid været det store samtaleemne politisk i Danmark.
Senest sagde Trump søndag, at det handler om at "beskytte verdens frihed", når han taler om amerikansk kontrol over Grønland.
Under sin første præsidentperiode i 2019 udtrykte Trump også et ønske om at købe Grønland. Det blev dengang afvist.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned