Utæt Hjort vil straffe lækage med fængsel

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) truer med fængsel for dem, der røber noget fortroligt fra forslaget til finansloven for 2010, før tiden for offentliggørelsen tirsdag klokken 12. Det fremgår af et brev fra ministeren til medlemmer af Folketingets finansudvalg, som fik noget af forslaget til finanslov mandag aften.

Det kan give halvandet års fængsel ifølge værdipapirloven at røbe intern, markedsrelevant information om statsbudgettet, understreger ministeriet og nævner oplysninger som "statens lånebehov og netto- og bruttofinansieringsbehov." Brud på tavshedspligten kan give helt op til to års fængsel, bemærker ministeriet.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtalte sig imidlertid selv allerede den 20. august om det forventede underskud i statskassen. Han sagde til Morgenavisen Jyllands-Posten, at underskuddet på statens finanser nok nærmere bliver 80 milliarder kroner i stedet for de 60 milliarder kroner, som blev skønnet af ministeriet i maj.

- Det bliver nok værre, sagde Claus Hjort Frederiksen til avisen om de 60 milliarder kroner. Bladet skriver, at han "tilkendegiver, at underskuddet nærmere bliver 80 mia. kr."

Mandag aften står det klart, at underskuddet bliver i omegnen af 85 milliarder kroner.

Og videnskabsminister Helge Sander (V) holder heller ikke igen med at fortælle om indholdet af forslaget til finanslov. Han fortæller gerne, at universiteterne over seks år skal have seks milliarder kroner mere til nybyggeri og renovering. Halvdelen af pengene skal komme fra globaliseringsmidlerne og halvdelen fra Statens Ejendomsadministration.

- Her påtager jeg mig strafansvaret, siger videnskabsministeren muntert, til Ritzau aftenen før præsentationen af forslaget til statens budget for 2010.

/ritzau/

Finansministeren røbede, hvor stort underskuddet i statskassen bliver, men truer andre med fængsel, hvis de røber markedsrelevant information om finansloven.

Offentliggjort Sidst opdateret