V afviser K: Stramninger kan være nødvendige

Der kan blive behov for stramninger i udlændingepolitikken fremover, mener Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby. Hun lægger dermed afstand til den konservative leder, Lars Barfoeds, seneste udmeldinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Barfoed slår fast over for Berlingske, at De Konservative ikke vil lægge stemmer til yderligere stramninger af udlændingepolitikken. De tidligere regeringspartnere vil derimod ikke afvise flere stramninger, hvis blå blok skulle overtage magten efter næste valg.

- Vi følger området tæt, og vi er meget bekymrede for den udvikling, vi ser under den nuværende regering, hvor asylantallet er det højeste, det har været i 10 år.

- Derfor vil der muligvis være behov for flere stramninger, ligesom der er områder, hvor der kan være behov for lempelser, siger Ellen Trane Nørby til Ritzau.

Til trods for Barfoeds udmelding tror den politiske ordfører stadig på et frugtbart samarbejde med De Konservative, hvis blå blok har flertal efter næste valg. Det gælder også på udlændingeområdet.

- Det, der er væsentligt, er, at dem, der kommer til Danmark, er dem, der kan og vil bidrage til det danske samfund. Og dem, der ikke vil det, har vi behov for færre af, end vi oplever i dag. Og det håber jeg, at De Konservative vil være med til at samarbejde om, siger hun.

I Berlingske siger Barfoed ellers, at den tid, hvor De Konservative er klar til give Dansk Folkeparti stramninger i udlændingepolitikken for at til gengæld opnå støtte til for eksempel økonomisk politik, er forbi:

- Vi mener, der er behov for at styrke integrationspolitikken i stedet, så vi eksempelvis får en skærpet indsats over for unge indvandrerlømler, der allerede er i landet.

- Så hvis Dansk Folkeparti og Venstre vil fortsætte med stramninger efter næste valg, så må de søge flertal et andet sted, lyder det fra Barfoed.

Han slår dog fast, at partiet er med på at rulle SRSF-regeringens lempelser i udlændingepolitikken tilbage - for eksempel afskaffelsen af starthjælpen.

/ritzau/