Venstre anklager statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for "magtarrogance" i forbindelse med sagen om Henrik Sass Larsens (S) manglende sikkerhedsgodkendelse.
Beskyldningen kommer, efter at Helle Thorning-Schmidt onsdag i Folketingets spørgetid, gentog, at hun hverken "kan eller vil" oplyse om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse eller om den hidtidige praksis for sikkerhedsgodkendelser.
Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) efterlyser dog en forklaring på, hvilket retsgrundlag der gør, at statsministeren ikke "kan" oplyse noget om den generelle praksis.
Ifølge det tidligere regeringsparti er det i offentlighedens interesse at finde ud, hvad der diskvalificerer danskere til at blive ministre.
- Nogle gange siger statsministeren bare, at hun ikke vil sige noget af principielle årsager. Andre gange klamrer hun sig til et uklart retsgrundlag, siger den tidligere beskæftigelsesminister og fortsætter:
- Det står nu tindrende klart, at der ikke er noget juridisk til hindre for, at statsministeren fortæller om det. Så der er kun et ord til at beskrive det: Magtarrogance, siger Inger Støjberg.
Ifølge statsministeren er der ikke "tradition" for at oplyse noget om procedurerne for sikkerhedsgodkendelser.
Heller ikke selv om Henrik Sass Larsen selv har fremlagt sin egen redegørelse for hændelsesforløbet, som sandsynligvis medførte, at han ikke blev finansminister.
- Der er ikke tradition for, at statsministre udtaler sig nærmere om sikkerhedsgodkendelser. Det er en god tradition, og den agter jeg at videreføre, siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:
- Det er noget, som man aldrig har gjort. Man risikerer at komme ind på personfølsomme oplysninger. Så det hverken kan eller vil jeg.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde