V: Den fine forbrødring mellem S og DF er skrøbelig
Venstre påpeger, at den nye DF-S-alliance om flygtningelandsbyer krakelerer, når partierne skal være konkrete.
Hvor skal de flygtningelandsbyer, som Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil trumfe igennem, ligge? Hvem skal bygge dem, hvem skal drive dem, skal de have skoler og lægehuse - og skal indbyggerne kunne arbejde uden for centrene?
Regeringspartiet Venstre sætter under onsdagens debat i folketingssalen spørgsmålstegn ved den umage alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der begge kræver flygtningelandsbyer.
- Det ville ødelægge den fine forbrødring mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, hvis man skulle til at forklare, hvad man egentlig mener med flygtningelandsbyer, lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
Dansk Folkeparti mener ikke, at flygtninge skal have mulighed for at integrere sig, når de først er installeret i en flygtningelandsby. Dog har partiet onsdag åbnet op for, at flygtninge kan arbejde uden for centrene, hvis de finder et arbejde.
Socialdemokraterne har omvendt hele tiden talt om åbne landsbyer, hvor flygtningene skal være en del af det øvrige samfund og være en del af arbejdsmarkedet.
Under folketingsdebatten understreger partiets integrationsordfører, Dan Jørgensen (S), da også, at der ikke er enighed mellem de to partier:
- Det skal ikke være den model, Dansk Folkeparti lægger op til. Det skal være en model, hvor der er fokus på integrationen, siger han.
- Vi mener, at flygtninge skal kunne gå i skole og arbejde og leve et aktivt liv, så man er klar til at blive integreret i kommunerne, eller man er bedre rustet til at komme tilbage til sit hjemland.
Trods uenighederne om den konkrete udformning af flygtningelandsbyerne tvinger et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative nu regeringen til at fremlægge et konkret beslutningsgrundlag om landsbyerne.
Det skal ske inden 1. marts.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde