V: Finanslov gør det dyrere for danskerne

Den netop indgåede finanslov betyder, at det bliver dyrere at være dansker. Det siger Venstre politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

- De nye skatter og afgifter betyder, at det bliver 4000 kroner dyrere at være dansker til næste år, siger hun til TV2 News.

Hun mener, at der ikke er grund til "jubel" hos hverken regering eller hos Enhedslisten, efter at finansloven faldt på plads søndag.

- Den finanslov, vi ser nu, udvider underskuddet med 10 milliarder kroner ekstra, så vi kommer op på et underskud på 95 milliarder. Det er ikke noget, man kan gå og være jubelagtige over, siger Ellen Trane Nørby.

Venstre politiske ordfører siger, at det er problematisk, at De Radikale blandt andet løber fra aftalen om at reformere dagpengesystemet.

Dagpengereformen er i den nye finanslov blevet udskudt med et halvt år.

- Nu er der en række mennesker, der ikke kommer til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det var en reform, der skulle sikre arbejdskraft. Og det er ærgerligt, at De Radikale nu løber fra aftalen, siger Ellen Trane Nørby.

Dermed henviser hun til, at De Radikale sidste år stemte for dagpengereformen, som er en del af det daværende VKO-flertals genopretningspakke for dansk økonomi.

/ritzau/

Venstres Ellen Trane Nørby er utilfreds med nye skatter og afgifter, som er lig øgede udgifter for danskerne.

Offentliggjort Sidst opdateret