V: Forsvarsminister må forklare sig om brugen af tolke

Danmarks brug af lokale tolke i Afghanistan bliver bragt frem, når forligspartierne bag forsvarsforliget mandag mødes for at forhandle om lukning af de danske kaserner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.

- Jeg vil bede ministeren om en redegørelse for at finde ud af, hvad der er op og ned i den sag om tolkene, siger Troels Lund Poulsen til Ritzau.

Spørgsmål: Hvorfor skal tolke-sagen i Helmand bringes ind i forhandlingerne om lukning af danske kaserner?

- Det skal den sådan set heller ikke, men nu har vi lejligheden til at tale med ministeren, og når der nu er kommet en så alvorlig sag frem, kan vi også finde anledning til at få en forklaring på, hvad ministeren vil gøre ved den situation, vi er i nu, svarer Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Forsvarsministeren har påtaget sig det fulde ansvar som øverste chef med de konsekvenser det kan få. Har du respekt for en minister, der gør det?

- Jeg har fuld respekt for, at man står ved sit fulde ansvar, men det betyder jo ikke, at den her sag ikke skal undersøges. Det er jo vigtigt.

- En ting er at sige, at man står ved, at man har talt usandt, noget andet er så at få fundet ud af, hvor stort omfang vi nu taler om. Og det synes jeg, vi skal have oplyst, siger Troels Lund Poulsen.

Lund Poulsen vil vide, om der kan kan være flere end de syv tolke, som TV2 Nyhederne omtalte.

- Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om der ikke kan være flere end dem, der nu er bragt på banen. Vi skal have fundet ud af, hvad der er sandheden i den her sag, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/