V kræver færre vindmøller i energiaftale

Venstre og De Konservative er nemlig fortsat positive over for at indgå en energiaftale med regeringen - men de forlanger, at regeringen skruer ned for antallet af vindmøller, siger Venstres finansordfører Peter Christensen.

- Vi er parate til at indgå en aftale, men det kræver, at regeringen ikke satser så entydigt på vinden, men åbner mere op for andre energikilder.

- Vi tror, det er klogt, at regeringen få en dags tid til at tænke over, om de vil have en bred aftale, siger han til TV2 News.

Peter Christensen lægger vægt på, at parterne er tæt på at finde en løsning, som ikke vil tvinge danskere med oliefyr til at bruge "100.000 til 150.000 kroner" på at skifte til en anden energikilde

Til gengæld udfordrer Venstre ifølge Ritzaus oplysninger regeringens ønske om at opføre to nye store havvindmølleparker, som skal bidrage til målsætningen om, at al energi i Danmark i 2050 vil komme fra vedvarende energikilder.

Der kommer to havvindmølleparker, men de skal være mindre, end regeringen lægger op til, lyder kravet fra Venstre.

De Konservative er samtidig bekymrede for, om en højere energiregning til de danske virksomheder vil koste job i Danmark. Derfor kæmper partiet for kompensation til virksomheder.

- Der er kun borgere og virksomheder til at betale at betale regningen. Vi skal ikke risikere, at virksomheder er nødt til at flytte ud, fordi for de skal betale en for høj energiafgift i Danmark, siger energiordfører Mike Legarth (K) til TV2 News.

Han understreger dog, at forhandlingerne ikke er brudt sammen. V og K har blot bedt om nye beregninger og et nyt udspil fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som man nu vil afvente, før forhandlingerne genoptages.

Der er endnu ikke sat tidspunkt på det næste møde, men det kan komme allerede onsdag.

/ritzau/

Danskerne og de danske virksomheder får formentlig om få dage et bredt energiforlig, som vil hæve prisen på el- og varme, men til gengæld indføre langt mere grøn energi.

Offentliggjort Sidst opdateret