Venstres indfødsretsordfører Marion Pedersen lægger nu klart afstand til centrale påstande fra sin partifælle, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, i sagen om konventionsbrud i Integrationsministeriet. Det skriver Information.
Ministeren fastslog i går i Jyllands-Posten, at Folketingets Indfødsretsudvalg bærer en stor del af ansvaret for den ulovlige sagsbehandling af de statsløse palæstinensere.
Men Marion Pedersen afviser blankt, at udvalget havde mulighed for at opdage og gribe ind over for den årelange ulovlige afvisning af de statsløses konventionssikrede ret til statsborgerskab.
- Det er rigtigt, at vi i udvalget er sagsbehandlere på det her. Men vi har ikke noget med forarbejdet at gøre. Dem, der kommer på vores dagsorden, det er dem, vi får lagt op af ministeriet.
- Og så længe, at vi ikke får nogen sager med statsløse på bordet, så må vi gå ud fra, at der ikke er nogen, siger Marion Pedersen til Information.
Hun understreger desuden, at det kun er sager om dispensation fra de krav til indfødsret, som de statsløse netop er undtaget fra, som Indfødsretsudvalget skal tage stilling til.
Siden sagen begyndte at rulle, har Birthe Rønn gentagne gange skoset oppositionspartierne for at have "sovet i timen", da de ikke reagerede på et notat om konventionsbruddet, som Rønn oversendte i januar sidste år.
Marion Pedersen var ikke selv Venstres indfødsretsordfører dengang. Men hun betegner det juratunge notat som så kryptisk formuleret, at hun i hvert fald ikke ville have forstået den egentlige mening med det.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned