V: Minister skal undersøge Se og Hør
Det kan ikke gå hurtigt nok for justitsminister Karen Hækkerup (S) med at få undersøgt, om ugebladet Se og Hør og en ansat i Nets fra 2008 til 2012 har afluret kendte, kongelige og politikeres brug af kreditkort.
Det kræver Venstres retsordfører, advokat Preben Bang Henriksen, i forbindelse med beskyldningerne i en ny roman, "Livet, det forbandede", af Ken B. Rasmussen, som har været journalist på Se og Hør.
- Hvis de ting er korrekte, er det en meget alvorlig sag. Derfor forlanger jeg, at justitsministeren omgående undersøger påstandene i pressen og bogen. Sagen bliver ikke mindre alvorlig af, at man åbenbart tjener penge fra begge sider.
- Både hvis en medarbejder i Nets har solgt oplysningerne, og hvis en journalist, en chefredaktør og et ugeblad tjener penge på decideret at overtræde ikke blot straffeloven, men også personregisterlovgivningen, siger Preben Bang Henriksen.
BT's chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, har til flere medier forklaret, at BT har lavet selvstændig research om bogen.
Han bekræfter, at der er dokumentation for bogens beskyldninger, og at BT i den kommende tid vil bringe flere historier.
Preben Bang Henriksen mener, at hvis Se og Hør har betalt en ansat i Nets for at levere kendtes fortrolige oplysninger om brug af kreditkort, tangerer det skandalen i mediemogulen Rupert Murdochs News Corp. Skandalen tvang Murdoch til at lukke sladderbladet News of the World.
- Det minder da om det. Det er nogenlunde samme modus, siger Venstres retsordfører.
Se og Hør kan ikke slipper for ansvar ved at varetage offentlige interesser, mener han.
- Det har dybest set ingen offentlig interesse, hvor prins Joachim overnatter, siger Preben Bang Henriksen.
Justitsministeren afgør, om sagen skal undersøges af politiet eller af en advokat, påpeger han.
- For mig er det vigtigt med en tilbundsgående undersøgelse. Ønsker justitsministeren en politiundersøgelse, er det fint med mig. Jeg er ikke begejstret for advokatundersøgelser, hvor folk dybest set ikke udtaler sig under strafansvar, siger Preben Bang Henriksen.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet