V og K skyder Samuelsens taktik om skat ned
Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen, skal fredag forsvare sine handlinger i skatteforhandlingerne over for sit bagland ved et møde i Nyborg. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Scanpix/Mads Claus Rasmussen/ritzau Scanpix/
Ifølge partierne var det en fejl af Samuelsen at fejre historiske skattelettelser, før en aftale var i hus.
Det endte med at koste Liberal Alliance dyrt, da de i efteråret fejrede "historiske" skattelettelser. Vel at mærke inden forhandlingerne om en skattepakke faktisk var på plads.
Sådan skal man i hvert fald forstå det på regeringspartierne Venstre og Konservative. I Jyllands-Posten kritiserer de måden, hvorpå Liberal Alliance håndterede forhandlingerne.
De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, påpeger, at Liberal Alliance gjorde det svært for sig selv ved at gå kæphøje ind til forhandlingerne.
- Det bliver sværere at få en part til at give sig i en forhandlingsposition, hvis man står med hænderne over hovedet og fejrer sejren på forhånd, siger hun til Jyllands-Posten.
LA's partiformand Anders Samuelsen skal fredag til møde i Nyborg, hvor han skal forklare sine handlinger over for sit bagland.
I øjeblikket fortsætter forhandlingerne om en skattepakke mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Her ligner det, at skatten på arbejde bliver sænket for en milliard kroner. Herudover vil man gøre det mere attraktivt at spare op til pension for omkring 2,5 milliarder kroner.
Ifølge interne dokumenter, som Jyllands-Posten besidder, tegnede der sig i starten af forhandlingerne et billede af skattelettelser for 10,8 milliarder kroner.
Men efter partiets trusler om ikke at stemme for finansloven skrumpede skitsen på under en uge ind til 7,2 milliarder kroner, viser endnu et aftaleudkast.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, giver heller ikke meget for Samuelsens taktik.
- Selv en blind kunne i slutningen af sidste år se, at der var nogle meningsudvekslinger, der fik en respons og en konsekvens. Det var ret tydeligt, siger han til Jyllands-Posten.
Gruppeformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, udtaler sig ikke om skatteforhandlingerne, men siger om taktikken fra Liberal Alliance:
- Det er klassisk lærdom på Christiansborg, at man ikke går ud og fortæller om alle sine fremragende resultater, før de er i hus.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker