V-ordfører er under kritik efter rejse til Dubai med kæresten
Michael Aastrup Jensen (V) modtager kritik for en rejse til Dubai 4. til 9. januar. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Michael Aastrup Jensen forklarer, at rejse til Dubai var nødvendig og relevant for hans embede som politiker.
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er kommet i modvind, efter at det fredag er kommet frem, at han i starten af januar rejste til Dubai med sin kæreste.
Det skriver Ekstra Bladet.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, det er "ualmindeligt dumt" af Michael Aastrup Jensen at rejse til Dubai, mens landet var farvet orange.
Det betød, at Udenrigsministeriet på rejsetidspunktet, som var fra 4. til 9. januar, frarådede alle unødvendige rejser til landet.
Torsdag stoppede regeringen alle fly fra Dubai i fem dage, og fredag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at 50 smittede personer er rejst til Danmark fra Dubai i januar.
Liselott Blixt betegner det som en skærpende omstændighed, at Michael Aastrup Jensen er næstformand for Udenrigspolitisk Nævn, som bliver orienteret som de første, når Udenrigsministeriet laver nye rejseregler.
- Det er et dårligt signal at sende, når andre borgere skal holde sig hjemme. Vi har lige fået af vide, at 50 smittede er kommet hjem fra Dubai, siger Liselott Blixt.
SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, kalder det "en hån mod borgere og virksomheder, som i snart et år loyalt har kæmpet med restriktioner for at bekæmpe en pandemi".
Selv siger Michael Aastrup Jensen, at rejsen var nødvendig og med "relevans for hans embede som politiker", uden at uddybe formålet med den.
Han tilføjer, at kæresten var med på afslapningsbasis, og de to mødtes om aftenen efter Aastrup Jensens møder.
- Jeg deltog i forskellige møder, som jeg ikke behøver fortælle Ekstra Bladet om. Blandt andet et møde med den danske generalkonsul, siger Michael Aastrup Jensen til avisen.
Han siger desuden, at han selv betalte for rejsen.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde