V overvejer at erstatte fly med andet bidrag til IS-krig
Venstres forsvarsordfører forslår mobil radarstation som alternativ til danske F-16-fly.
Hvis det viser sig for svært at opretholde det danske F-16-flybidrag til koalitionen mod Islamisk stat, mener Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, at man bør afsøge alternative bidragsmuligheder.
- Så må vi gå tilbage, som den gode koalitionspartner vi er, og sige, prøv lige at hør her venner, vi kan desværre ikke stille med det her, men hvad kan vi så stille med for at lette jeres byrde?, siger han til Ritzau.
Forslaget kommer efter, at danske F-16 flymekanikere har skrevet et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og til de øvrige partiledere.
Her skriver mekanikerne, at de ikke vil forlænges på deres mission i Irak, fordi både personel og materiel er slidt ned til sokkeholderne samtidig med, det ikke er muligt at få ny kvalificeret arbejdskraft.
Peter Juel Jensen forslår nu selv en mobil radarstation, der tidligere har været brugt i Afghanistan, som et muligt alternativt bidrag.
Det mener forsvarsordføreren vil kunne være med til at aflaste to dyre amerikanske Awacs-fly, der lige nu laver radarobservationer fra luften for koalitionen.
Hvorvidt det bidrag opvejer det nuværende danske F-16-fly bidrag, ved han dog ikke. Men han afviser, at bidraget i så fald vil få symbolsk karakter.
- Hvordan sådan et koalitionsbidrag skal skrues endeligt sammen, har jeg jo ingen ide om. Det er derfor, det kan blive spændende at høre fra forsvarets ledelse, hvad de har af løsningsmuligheder.
Peter Juel Jensen vil ikke sige, om Danmark kan komme i en situation, hvor et dansk koalitionsbidrag er så småt, at omkostningerne bliver for store set i forhold til, hvad koalitionspartnerne får ud af det.
Han vil nu afvente forsvarets bud på, hvordan Danmark kan bidrage til koalitionen, hvis ikke det skal være med kampfly.
- For hvis flyene slår revner, og vi ikke har det nødvendige mekanikerhold til at servicere flyene, så er der ikke mange grunde til, vi er dernede, siger han til Ritzau.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde