V-profiler i opgør med Justitsministeriet

Tiden er inde til at bryde især Justitsministeriets monopol på at rådgive og vejlede Folketingets medlemmer.

I hvert fald hvis det står til en række af Venstres centrale folketingsmedlemmer, der ifølge Politiken foreslår, at Folketinget får en uafhængig juridisk og finanspolitisk tjeneste.

- Det er lidt mærkeligt, at hvis man som folketingsmedlem har brug for juridisk assistance, skal man trække på Justitsministeriets jurister. De vil jo ofte indtage en til enhver tid siddende regerings synspunkt, siger integrationsordfører Karsten Lauritzen.

tHan står sammen med politisk ordfører Ellen Trane Nørby, udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen og skatteordfører Mads Rørby bag forslaget, skriver Politiken.

Karsten Lauritzen nævner regeringens ghettoplan som et eksempel, hvor han kunne have ønsket sig uafhængig bistand.

Venstre havde et ønske om, at tosprogede kunne tvinges i børnehave, men det blev frarådet af Justitsministeriet og røg derfor ud af det endelige lovforslag.

- Det viser sig efterfølgende, at den vurdering kunne man godt udfordre, og Folketinget kunne godt have vedtaget det oprindelige lovforslag. Jura er jo også en diskussion ligesom politik, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

Venstrefolkene får dog en kold skulder af regeringen. Justitsminister Lars Barfoed (K) kan ikke se, at Justitsministeriet skulle have problemer med at agere uafhængigt af regeringen.

Han siger til Politiken, at han er "højst forbavset" over kritikken og tilføjer, at Folketinget efter hans opfattelse ikke mangler juridiske ressourcer:

- Folketinget er jo blevet styrket flere gange med et lovsekretariat og styrkelse af Folketingets stående udvalg, siger Lars Barfoed til Politiken.

Umiddelbart er Socialdemokraterne derimod positivt stemt over for kravet fra venstrepolitikerne.

/ritzau/

Folketinget skal have egne uafhængige eksperter som modvægt til ministerierne, mener fremtrædende Venstre-folk

Offentliggjort Sidst opdateret