Regeringen arbejder hårdt for at løse de udfordringer, som danskerne har. Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, stiller sig helt uforstående over for den hårde kritik, som regeringen må tage imod fra den normalt trofaste støtte, Dansk Folkeparti.
- Jeg synes ikke, regeringstoppen er sløset. Jeg ved, de arbejder benhårdt, og det, der fylder deres tanker fra morgen til aften, er, hvordan vi kan skabe et bedre samfund for danskerne, siger han.
Dansk Folkeparti retter en usædvanlig hård kritik mod regeringstoppen. Regeringen har ifølge DF's gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, siddet i så mange år, at den skal tage sig sammen. Det er for mange svipsere, lyder det fra DF.
Kristian Jensen mener derimod, at Danmark har en hårdtarbejdende regering.
- Jeg er af den klare opfattelse med det tætte samarbejde, jeg har med regeringen, at de alle sammen brænder for at gennemføre forslag og forbedre de lovgivningsmæssige rammer, der er for borgerne i Danmark, siger Kristian Jensen.
Han mener ikke, at kritikken kommer til at skade forholdet mellem regeringen og dens støtteparti.
- Samarbejdet vil fortsat være godt. Det er ikke første gang, der er kurre på tråden mellem regeringspartierne og støttepartiet, og derfor vil vi også komme over den her, siger han og fortsætter:
- Det, der er vores fælles mål fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, er, at arbejde sammen om at gennemføre forslag, der giver danskerne en bedre hverdag, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde