V: Regeringen tager os ikke alvorligt

Det var med noget, der kunne minde om en bedemands stemmeføring, at Venstres finansordfører, Peter Christensen, onsdag aften forlod Finansministeriet efter forhandlinger med regeringen om næste års finanslov.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Regeringen har den opfattelse, at der ligger en imødekommelse af Venstre i det udspil, den er kommet med, og det er vi meget uenige i, sagde han.

- Der er ikke kommet nogen bevægelse på mødet i dag. Og derfor har vi sagt til regeringen, at den er nødt til at komme med et reelt udspil. Med indhold og ikke kun overskrifter, lød det fra Peter Christensen.

Tirsdag annoncerede finansminister Bjarne Corydon (S), at regeringen havde lagt "et tilbud" på bordet for Venstre, der blandt andet kom Venstres krav om en hurtig kontanthjælpsreform i møde.

Men Peter Christensen opsummerede Venstres syn på det finansministerielle tilbud således:

- Det er det samme som at sige, at de slet ikke tager vores bekymringer for økonomien alvorligt. Det der ligger nu, det anser vi ikke engang for at være et rigtigt forhandlingsudspil, siger han.

Venstre har dog langt fra smækket med døren til Finansministeriet efter dagens forhandlinger.

- Jeg har en tro på, at der også er lidt spilfægteri i det fra regeringens side. At de inderst inde godt ved, at de ikke er kommet med et reelt udspil, siger Peter Christensen.

Han understreger, at Venstre har tænkt sig at sætte tænderne i forhandlingsbordet, og at det store oppositionsparti ikke har givet regeringen et ultimatum.

- Vi har signaleret, at vi er til at flytte med, og det har vi også gjort i konkret form inde ved bordet, sagde han.

Efter dagens møde har fronterne i finanslovforhandlingerne således ikke flyttet sig mange tommer.

Da Enhedslisten tidligere på aftenen onsdag forlod Finansministeriet, var det med beskeden om, at "det ser svært ud" med hensyn til at nå en aftale.

Men partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gjorde også noget, hun ikke har gjort så tit tidligere i forhandlingsforløbet: Hun talte om noget andet end dagpenge.

- En finanslov handler også om alt mulig andet (end dagpenge, red.). Jeg synes da det er en ret tosset idé at spare 300 millioner på DSB, lød det fra den politiske ordfører.

/ritzau/