Det vil koste hver dansk familie omkring 28.000 kroner mere om året i gennemsnit, hvis regeringsmagten tilfalder rød blok efter det kommende valg.
Sådan lyder regnestykket fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og skatteminister Peter Christensen (V) i en kronik i Berlingske torsdag.
De to finansdrenge præsenterer et større regnestykke, som de baserer på rød bloks økonomiske udspil, Fair Forandring og Fair Løsning.
På bundlinjen lyder der ifølge de to Venstre-politikere et minus på 28.000 kroner til de danske familier.
Ministrene slår fast, at regnestykket ikke er helt enkelt, da der er en masse elementer i den røde plan, "som ikke er særligt konkrete".
- Villy og Helle putter med tallene, undlader detaljerne og glemmer at fortælle hele sandheden, hedder det i kronikken.
- Når de ikke kan fortælle, hvordan danskerne skal arbejde 12 minutter mere, ja, så mangler pengene. Og når pengene mangler, så er der kun én til at betale regningen: Og det er dig og din familie.
I gennemgangen frem mod deres endelige facit tager Claus Hjort og Peter Christensen udgangspunkt i en såkaldt "gennemsnitsfamilie" - far, mor og to børn - med en samlet indkomst på 630.000 kroner om året.
Ministrene skriver om familien, at "Fair Forandring giver dem lidt ekstra beskæftigelsesfradrag. Tilsammen kommer de dermed til at spare ca. 3900 kroner i skat."
- Men pengene slipper hurtigt op. Se bare: S-SF kaster nemlig om sig med forbud og afgifter på alt fra fedt og sukker til tobak og alkohol, lyder det.
Og herfra fortsætter de to ministre angrebet på den røde plan.
I regnestykket indgår blandt andet flypassagerafgifter, højere erhvervsskatter og grønne afgifter samt udgiften til de 12 minutter, som oppositionen vil have danskerne til at arbejde længere, men som ministrene kalder for "fup".
- Når alt indregnes skal hver dansk familie betale i omegnen af 28.000 kroner ekstra om året i gennemsnit. For regningen for Villy og Helles manglende planer skal betales.
- Har din familie råd til Villy og Helle?, lyder det afsluttende.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker