Venstre kræver nu, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) engang for alle fremlægge reglerne for, hvad der kræves for at blive sikkerhedsgodkendt som minister.
Kravet kommer, efter at TV2 har afsløret, at Socialdemokraternes tidligere politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i flere måneder blev overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Det skete, inden efterretningstjenesten efterfølgende såede tvivl om Sass Larsen kunne sikkerhedsgodkendes som minister.
- Det her understreger blot behovet for, at statsministeren fremlægger procedurerne for, hvem politikere kan tale med og om hvad. Henrik Sass Larsen siger jo selv, at det er uholdbart med den her lukkethed.
Det siger næstformanden for Venstres folketingsgruppe, tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Senest afviste Helle Thorning-Schmidt onsdag at oplyse noget om procedurerne for sikkerhedsgodkendelser af ministre med henvisning til, at hun hverken "kan eller vil det" - uden dog oplyse, hvilket retsgrundlag som gør, at hun ikke kan det.
Overvågningen af Henrik Sass Larsen havde til formål at kortlægge, hvor tæt kontakt den tidligere socialdemokratiske toppolitiker havde med rockermiljøet.
Henrik Sass Larsen er chokeret over de nye oplysninger og siger til TV2, at han aldrig har gjort noget ulovligt og undrer sig over, at PET ikke tidligere gjorde ham opmærksom på, at kontakten var et problem.
- Jeg foretager mig ikke noget ulovligt og har aldrig gjort det. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg skulle være omfattet af at blive overvåget af efterretningstjenesten.
Hidtil har indtrykket i offentligheden været, at PET fik Sass Larsen i søgelyset, fordi han mødtes med og havde sms-kontakt med rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben.
Som Helle Thorning-Schmidts højre hånd var Henrik Sass Larsen ellers udset til at blive finansminister i den nye regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker