V vil fjerne stive regler i naturområder

Der skal være lettere at bygge butikker i mindre byer og muligt at gøre sommerhuse til helårsboliger i udvalgte kommuner. Planloven skal ændres, så eksisterende bygninger kan bruges til andre formål, og der skal mere erhverv i nærheden af kyster.

Venstre er klar med et nyt udspil, der skal komme Udkantsdanmark til hjælp. Flere elementer i udspillet drejer sig om at lette på regler, så det bliver lettere både at bygge og drive erhverv langt væk fra de store byer.

- Når jeg besøger folk i de områder, møder jeg aldrig nogen, der siger, de vil have en pose penge. De vil have muligheden for at leve deres idéer ud. Vi siger ikke, der er frit slag for at bygge hvad som helst, men hvis vi ønsker en ændring, må der ske en forandring, siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen.

Spørgsmål: Risikerer man ikke at ofre naturen for at hjælpe udkantsområder?

- Hvis vi bare gav los, kunne man risikere, at vores åbne natur eller unikke strande ville blive plastret til. Derfor lægger Venstre ikke op til bare at give los. Men vi lægger op til, at vi kan bruge vores yderområder mere end med den nuværende regulering, siger Kristian Jensen.

Gruppeformanden mener, at man tidligere har været for bekymret for, hvad kommunerne ville give tilladelse til. Det har skabt alt for mange begrænsninger for erhvervslivet.

Han nævner en it-virksomhed fra Struer, der ikke kunne flytte 70 meter, fordi bygningen så ville ligge i åbent land. Og han finder det forkert, at en staldbygning stadig skal fremstå som en staldbygning indvendig, hvis den skal udnyttes til erhverv.

- I øjeblikket oplever vi, at der er for mange snubletråde. En virksomhed i en landzone må kun have et vist antal medarbejdere, og det er besværligt at udvide. Det skal ændres.

- Resultatet skal gerne være, at vi får mere erhvervsudvikling i udkantsområder. Det skal være mere spændende at bo i udkantsområder, så vi får stoppet den tilbagegang i bosætning og beskæftigelse, som vi oplever i øjeblikket, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Udkantsområder er plaget af alt for mange regler, der hæmmer erhvervsudvikling. Venstre vil gøre det lettere at drive og opføre erhverv i landzoner.

Offentliggjort Sidst opdateret