Det er et direkte brud på EU's økonomiske henstilling til Danmark, når regeringen med vækstpakken vil lempe på finanspolitikken i 2012.
Det indrømmer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens finanslovsforslag.
- Jeg vil godt erkende, at vi går på kompromis med kravet om, at man ikke må lempe i det enkelte år, mens man har en henstilling.
- Men sagen er, at det er en meget begrænset lempelse, vi gennemfører, som både er forenelig med hovedkravets opfyldelse og hensynet til at skærme dansk økonomi, siger han.
Finansministeren henviser dermed til, at regeringen fortsat vil leve op til EU's overordnede henstilling om, at underskuddet på statsbudgettet i 2013 skal være under EU-grænsen på tre procent af BNP.
Claus Hjort og resten af regeringen har ellers igen og igen kritiseret S og SF's økonomiske plan for at være i strid med EU-henstillingen på præcis samme måde.
- Det har jeg sagt mange gange, ja. Og det er der, vi går på kompromis med det. Det bliver en lille lempelse i 2012, som jo så indhentes i 2013.
Spørgsmål: Men kan man godt bare gå på kompromis med det, EU siger?
- Det skønner vi. Vi har jo orienteret om det her, og vi vil nu lave en skriftlig redegørelse til kommissionen om det.
Der ligger dog ikke nogen klar aftale med EU-Kommissionen om, at man fra Bruxelles vil acceptere, at regeringen nu gradbøjer EU-henstillingen, så den passer ind i planerne om en vækstpakke.
- Det er et udestående. Vi har været mundtligt i kontakt med dem, vi har lavet en skriftlig redegørelse, og så må vi se, siger Hjort.
Finansministeren erkender også, at underskuddet i 2012 bliver endnu større end de 85 milliarder kroner, som fremgår af finanslovudspillet, hvis vækstpakken gennemføres.
- Det øger underskuddet med et par milliarder kroner. Jeg tror, underskuddet kommer op på 87 milliarder kroner, siger Hjort.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub